kriminalhistorie.dk
FORTÆLLINGER OM KRIMINELLE I 1800-TALLET
Branden på Sortebjerg den 25. juni 1860
Husstanden på Sortebjerg:
Husmand og ejer
Simon Andersen 55 år
gift med Karen Holm på 43 år.
Hjemmeboende børn:
Kristian Germanus 11 år
Elsine Jakobine 6 år
Florentinius Mogens Peter
Andersen 5 år
Mandag den 25. juni 1860 blev der afholdt politi/brandforhør på Trommeregård i Klemensker.
Til stede var by og herredsfogeden fra Hasle, Frederik Henrik Jørgensen, Ritmester Nikolai Hansen Holm og Sandemand Hans Nielsen.
Forhøret drejede sig om en brand på Sortebjerg tilhørende Simon Andersen.
Ejendommen var helt nedbrændt, der stod kun det nederste af stuehusets mure og skorstenen tilbage.
I ruinerne lå to døde heste og en død ko, en anden ko var så forbrændt at den var blevet slagtet på stedet.
Løsøret på ejendommen var ikke forsikret, og der var næsten intet reddet fra ilden.
Der var en del spørgsmål i forbindelse med branden:
Var det uforsigtighed med ild?
Hvorfor var kreaturerne i stalden en varm sommernat?
Hvorfor løb konen og børne 800 meter for at hente hjælp?
Hvorfor løb konen og børnene 800 meter for at hente hjælp?
Havde Simon Andersen fjender, hvis branden evt. var påsat?
Ejeren Simon Andersen forklarede at han gik i seng søndag aften omkring kl. 22, samtidig med sine kone og deres 3 børn.
Der havde været tændt op i komfuret søndag middag for at koge kartofler, siden havde der ikke været tændt ild eller lys. Han vågnede ved, at det buldrede kraftigt, og da han samtidig så at det lyste op, råbte han til konen, at lynet var slået ned i huset. Han forsøgte at åbne døren til køkkenet, men blev slået tilbage af ilden. Herefter fik han i sidste
øjeblik, reddet børnene ud af huset. Han prøvede herefter at reddet noget ud af huset, men fik kun fat i en sæk mel. Børnene var opskræmte og løb ind i huset igen. Parret måtte herefter opgive at redde mere, da de måtte beskytte børnene mod ilden.
Simon Andersen var af den opfattelse, at ilden var opstået i laden, kreaturerne var døde, da han opdagede ilden, og den overlevende ko måtte have kæmpet sig ud af båsen, men desværre måtte de aflive den p.g.a. forbrændinger.
Kreaturerne stod inde om natten, fordi den ene hest var blevet tilføjet et snitsår i boven. Derfor turde han ikke lade dyrene gå ude om natten.
Kreaturer og indbo havde en værdi af 400 rigsdaler, men var desværre ikke forsikret. Han havde ejet stedet siden 1854. Det var forsikret på det tidspunkt, men senere forbedringer var ikke blevet forsikret.
Hen mente, at ilden var startet fra den nordre side og han var sikker på at branden var påsat.
Simon Andersen havde et lille udestående med den enerådige nabo, Hans Jensen Kjøller, som lod sine kreaturer løbe frit rundt på andre folks kornmarker. Simon Andersen ville afholde sig fra at sige, at det var Hans Jensen Kjøller, som havde sat ild på gården. På trods af, at Kjøller kun boede et par minutter fra brandsted, dukkede han først op kl. 6, altså 5 timer efter branden var startet. Hans Jensen Kjøller talte ikke med nogen, men gav sig til at bære vand.
De første hjælpere som kom til brandstedet var Peder Hansen og Peder Pihl.
Konen i huset Karen Holm, fortalte den samme historie som sin mand Simon.
Dog tilføjede hun et par interessante oplysninger. Hans Jensen Kjøller lod sin kalv gå og patte deres ko på marken, så de derved mistede mælk.
Desuden havde Hans Jensen Kjøller en søstersøn, Peder Hansen Riis som gerne ville købe en parcel af deres jord for 1.700 Rigsdaler. Desværre fortrød han handlen, men ville betale 50 Rigsdaler til omkostninger for at hæve handlen.
Den næste person som blev afhørt, var et ugift fruentimmer Laura Marie Kofoed. Hun havde været ansat ved Hans Jensen Kjøller i 3 uger. Hun var gået i seng kl. 22,30, og da lå Kjøller i sin seng. Søstersønnen Peder Hansen Riis, som også boede på gården, var kl. 21,30 redet fra (til?) Spanner i Rutsker sogn, men hun ved ikke, hvornår han kom hjem. Om Hans Jensen Kjøller havde været ude i nattens løb, vidste hun ikke. Selv havde hun ligget i sin seng hele natten.
Nu kom turen til Peder Hansen som var den første hjælper på brandstedet.
Kl. 1 blev han vækket af råb og skrig udenfor sit hus. Det var Simon Andersens kone med sine tre næsten nøgne børn, som gjorde ham opmærksom på branden. Han løb straks til brandstedet, men det hele var brændt. Han var sikker på at Simon Andersen var helt uskyldig i branden. Den måtte være påsat af slette mennesker. Han ville måske rette en mistanke mod Hans Jensen Kjøller, som er til besvær for mange mennesker. Der var vist også noget med en handel med Peder Hansen Riis, som var gået i vasken. Han havde også hørt et rygte om, at Peder Hansen Riis havde været ude om nat. Det havde han hørt, at husholdersken ved Kjøller havde fortalt Lars Peders fruentimmer, men han ved ikke, om det er sandt.
Næste mand foran byfogeden var skomager Hans Jensen Pihl, som boede i samme hus som Peder Hansen. Han var sammen med Peder Hansen løbet til brandstedet. Han mener at den skyldige i branden kan være Hans Jensen Kjøller, som er en farlig person, når han har noget udestående med folk. Han er bekendt med at Kjøller var meget vred over jordhandlen på Sortebjerg. Han havde også hørt at Peder Hansen Riis og Kjøllers husholderske havde været ude i nat.
Afhøringerne flyttede for en kort bemærkning til skrædder Lars Peder Nielsen i Klemensker.
Hans hustru Margrethe var sengeliggende og kunne ikke møde op på Trommeregården.
Hun fortalte at Kjøllers husholderske havde fulgt en mand på vej, og var kommet hjem kl. 22.30, og da lå Kjøller i sin seng. Peder Hansen Riis havde været i Rutsker og kom først hjem midt om natten eller ved midnat og da var han syg.
Byfogeden ønskede at tale med Hans Jens Kjøller og Peder Hansen Riis, men de var taget på markarbejde, og kom først senere tilstede. Derfor blev forhøret udsat til næste dag.