Opklaringen

kriminalhistorie.dk

FORTÆLLINGER OM KRIMINELLE I 1800-TALLET

Opklaringen.

Onsdag den 6. maj 1885, ankom Christen Jochumsen med middagstoget fra Holsted til Fredericia banegård på Oldenborggade. Han var under turen bevogtet og ledsaget af politibetjent Høst.

Efter at være stået af toget, blev Christen Jochumsen eskorteret til Rådhuset, som lå på hjørnet af Sjællandsgade og Norgesgade. Rådhuset var hjemsted for Fredericia byråd og for Elbo, Brusk og Holmans herreder. Bygningen indeholdt bl.a. borgmesterkontor, tingsted for by og herredsretten, politistation og arrest med plads til 13 fanger.

Christen Jochumsen blev indsat i arresten ved ankomsten til Fredericia. Af fangeprotokollen fremgår det, at hans ophold i huset blev på 328 dage.

 

Allerede den første dag efter ankomsten blev Christen Jochumsen stillet for retten første gang. Elbo’s herredsfoged og dommer Hans Nobel Becher beslutter, at Christen Jochumsen skulle indsættes i fængslet for at sikre hans tilstedeværelse i forbindelse med opklaring af sagen. Under det korte retsmøde blev det oplyst, at arrestantens korrekte navn var Christen Ole Jochumsen.

 

Nyhederne

7. maj 1885

 

Nyhederne

8. maj 1885

Lørdag den 9. maj 1885 fik Christen Jochumsen lejlighed til at gense området ved Bredstrup og Østedgård. Turen gik først til sprøjtehuset i Bredstrup. Herredsfoged Becher var fast besluttet på, at Christen skulle konfronteres med det fundne lig, som lå i sprøjtehuset. Spørgsmålet var, om han kunne genkende den svenske pige Stina. Hendes tidligere foresatte, proprietær Heinrich August Lorenzen og hans søn Jacob Mathias Lorentzen, havde ikke genkendt den druknede kvinde, da de fandt hende i mergelgraven.

 

Christen Jochumsen ankom til Bredstrup sprøjtehus i selskab med herredsfoged Becher, betjent Høst og et vidne ved navn 

Jepsen. Lærer Barsøe låste op for selskabet. Christen blev fulgt ind i sprøjtehuset, i den forbindelse fik han lov til at gå uden håndjern. Inde i sprøjtehuset stod kisten med liget. Låget blev taget af kisten, og nu kunne Christen studere den afdøde. Selv om den afdøde lå der uden sit hovedhår, var Christen sikker på, at det var Stina.

Hendes ansigtsform kunne han genkende. Han kunne oplyse, at hendes navn vist var Kirstine Olsen.

Christen Jochumsen påviste stedet, hvor han havde kastet en bylt med tøj ud i mergelgraven.

 

Dommer Becher ønskede ikke at foretage sig mere den dag, formålet var at konfrontere Christen Jochumsen med den afdøde og påvise, hvor der evt. kunne findes yderligere spor. En egentlig afhøring af arrestanten skulle først finde sted, når der var samlet flere beviser og udsagn i sagen. Christen Jochumsen blev returneret til arresten. Liget af den dræbte ”Stina” blev overgivet til Bredstrup sogneråd, for at hun på deres foranledning kunne blive begravet.

Efter ”ligsynet” fortsatte selskabet til mergelgraven på Østedgård mark. 

Søndag den 10. maj 1885 blev den myrdede begravet på Bredstrup kirkegård.

 

Kirkebogen oplyser kun dødsdagen 31. oktober 1884 og begravelsesdagen 10. maj 1885. Der er ikke opgivet navn på afdøde.

 

I en skrivelse fra Elbo, Brusk og Holmans herreder til politiet i Kalmar, er der ud over en beskrivelse af sagen et lille referat fra begravelsen.

”Hun blev begravet søndag d. 10. maj dette år på Bredstrup kirkegård pr. Fredericia. Hun fik en hæderlig begravelse. Den største del af menigheden var til stede, og pastor Schack, der forrettede jordpåkastelsen, holdt en smuk og efter anledningen afpasset tale”

 

Nyhederne

12. maj 1885

Onsdag den 13. maj 1885 ved retsmødet blev der fremlagt nye genstande, som var fremsendt fra herredskontoret i Holsted: 1 sortstribet sjal og 1 par læder fjederstøvler.

Herefter blev politibetjent Høsts tur til Lindknud gennemgået. Forhøret sluttede med, at Høst fik til opgave at undersøge mergelgraven igen for at finde

bylten med tøj. Samtidig fik han til opgave at samle en rapport med alle de forklaringer, der kunne fremskaffes fra personer, som havde haft kendskab eller forbindelse til den afdøde svenske tjenestepige og den arresterede Christen Jochumsen. 

 

Herefter er der en pause i afhøringerne 14 dage, hvor arrestanten kunne nyde sin beskyttede tilværelse uden spiritus og kvinder.

Onsdag den 27. maj 1885 sker der igen noget. Det sted arrestanten havde anvist, hvorfra han havde kastet en bylt med forskellige genstande ud i mergelgraven, var blev nærmere undersøgt. Beklædningsgenstandene i den fundne bylt var blevet vasket og blev fremlagt i retten.

 

Af Afdøde Kristine Olsens Tøi er i Mergelgraven paa Østedgaard Mark opfisket d 15/5 85 Nedenstaaende.

1 sort Sommerjaket med Hornknapper

1 do Morel Tørklæde

1 do uldent Tørklæde med gul Bort

1 graa hvergarns Trøie

1 Bommesies Underskjørt

1 sort uldent Forklæde

1 ternet do       do

1 sort Hat med sorte fjeder og Baand

1 graat Hvergarns Skjørt med rød og sort Bort

1 Par graa uldne Strømper

1 blaa bomulds

1 ternet Bomuldsforklæde

1 blaastribet do

3 lærreds Schemisser (hvide)

2 Lommetørklæder do

3 Par hvide manchetter (1 med sort Bort)

2 Underkraver

1 Strimmel

1 hvidt Slips

1 Nøgle Uldgarn

8 forskellige Klude

1 Fjedersko

Resten af en Sæk.

       Disse Ting ere vaskede og bragt til Arresten i Fredericia hvor Jepsen har                     modtaget dem.

                                                                                                                                                                                                         Ærbødigst

                                                                                  Høst

Bemærkning: De fundne breve befinder sig på Rigsarkivet som bilag til sagen.

 

Forhøret fortsattes med afhøring af tjenestepigen Ebba Sophia Olson, som nu var ansat på Valsemøllen ved Fredericia. Hun kunne fortælle, at hun sammen med en anden svensk pige Alvine, havde fulgt Christina på vej den aften, hun rejste fra Østedgaard. De fulgte hende kun et stykke udenfor gården. Christina skulle nemlig mødes med røgteren Christen, som ville ledsage hende til sognefogeden for at få sin skudsmålsbog påtegnet.   

Tjenestekarlen Søren Hansen fra Østedgård fortalte om afskedsgildet den 31. oktober 1884, som han deltog i sammen med de andre karle fra Østedgaard. Gildet foregik hos husmand Peder Christian Jensen på Østedgårds mark. Denne husmand var i familie med Christen Jochumsen.

 Christen Jochumsen kom først til stedet kl. 23, og var nok lidt mere stille end normalt. Der var ingen, som havde bemærket, at han var våd eller snavset. Søren og Christen fulgtes hjem fra gildet til Østedgård, hvor de ankom omkring kl. 24. Christen hverken omtalte noget med penge eller viste nogle frem.

Torsdag den 28. maj 1885 kl. 15. er der afhøring på Østedgård.

Den første, der blev afhørt, var tjenestekarlen Hans Christian Rasmussen på Østedgaard.

Han forklarer, at der var ingen tvivl om, at den fundne person i mergelgraven var liget af Christina Olsen. Han kunne genkende hendes klæder, og da han fik vist håret, der var fundet i mergelgraven, erklærede han straks, at det var Christina’s.

Hans Christian Rasmussen vidste, at Christina var fulgt på vej af Ebba og Alvine. Han kunne desuden fortælle, at Christen Jochumsen var kommet tilbage på gården omkring midnat, men det kunne karlen Søren fortælle mere om. Den 1. november havde røgteren Christen lånt en vogn for at køre noget tøj til Folsted, hvor han havde lejet en bolig. Røgteren havde fri nogle dage, da han skulle hente sin kone til deres nye bolig, han kom tilbage til Østedgård den 5. november.

Christen Jochumsen havde opført sig ordentligt overfor tjenestekarlen Hans Christian Rasmussen.

Christen Jochumsen havde været slem til at drikke. Når han var fuld, blev han ofte ondskabsfuld. På et tidspunkt havde han kastet sten i hovedet på den anden røgter og truet med at kløve hans hoved. Hans vidste, at han lå i med den myrdede Christina Olsen. Efter at hun var myrdet, havde han indledt et forhold til bryggerpigen Amalia Gustafsdatter. Under sagen har der åbenbart været omtalt en trøje, den var Hans Christian Rasmussen sikker på, at Amalie havde fået af Alvine, denne Alvine var rejst midt i november 1884. Christen Jochumsens drikkeri havde taget til den sidste vinter, og der havde været noget skulende over ham, men begge ting havde vel sin naturlige forklaring efter fundet i mergelgraven

 

Forvalter Jacob Mathias Lorentzen var den næste person, som blev afhørt. Han forklarede, at Christen Jochumsen siden han blev ansat i marts 1883, havde udført sit arbejde upåklageligt. Han havde hele tiden været slem til at svire, dette var tiltaget den sidste vinter, efterhånden var der blevet noget skulende over ham. Når Christen Jochumsen var beruset, blev han meget rå og voldsom, og kunne sikkert blive voldelig. Når han var i dette lune, tog forvalteren sig i agt for ham, især efter at han var blevet truet.

Christen Jochumsen havde altid et eller andet våben med sig, når han gik til gilde i tilfælde af, at han skulle forsvare sig. Han var også en ”liderlig” person, som efter at have myrdet sin kæreste Christina Olsen, havde fortsat kæresteriet med Amalie Gustavsdatter.

Afhøringerne fortsattes i Folsted. Her opsøgte man Karen Marie Frederiksen gift med Laust Jens Ølholm, parret boede angiveligt det sted, hvor Christen Jochumsen lejede sig ind. Hun forklarede, at Christen ankom fra Østedgård den 1. november med sit tøj, for straks efter at fortsætte til Koldingegnen for at hente sin kone Else Mettea Andersen. Han kom tilbage med konen den 2. november, han blev et par dage her og tog så igen til Østedgaard. Konen boede her til 2. maj her i foråret, hvor hun sammen med manden tog afsted vest på til Lindknud sogn. Christen besøgte konen engang imellem, men der kunne gå 14 dage mellem besøgene.

Karen Marie Frederiksen havde set de i retten fremlagte støvler. Disse havde Christen Jochumsens kone Else

Mettea ofte falbudt hende. Hun sagde, at Christen havde sagt, at de tilhørte en Pige på Østedgaard, som ikke kunde betale dem, hvorfor han havde købt dem hos Skomageren. Christen Jochumsen ville gerne have været af med dem, før de rejste, men Karen Marie ville ikke købe dem, da de var alt for fine.

 

Nu retten var i Folsted, blev en anden tidligere ansat på Østedgård, Marie Nissen også afhørt. Hun kunne ikke oplyse yderligere til sagen om Christens færden den 31. oktober. Hum fortalte, at da Christen kom til Østedgård optrådte han som værende ugift. Da det blev afsløret, at det ikke var sandt, fortsatte Christina sit kæresteri med ham. Tøjet der var fundet i mergelgraven, havde Marie Nissen set, og hun var sikker på, at det havde tilhørt Christina. Ved afhøringen blev det fundne hår i mergelgraven fremvist, også her var hun sikker på, at det var Christinas hår. 

Nu strammes nettet om den skyldige.

 

Allerede ved sin anholdelse havde Christen Jochumsen tilstået sin ugerning, men i forbindelse med et retsmøde på Fredericia rådhus fredag den 29. maj 1885 fremkommer nu endeligt hele hans sammenhængende forklaring og livshistorie.

Han forklarede, at hans fulde navn var Christen Ole Jochumsen, født den 13. september 1857 i Veerst sogn, Anst herred i Ribe amt. Forældrene var husmand Jochum Andersen og Kirsten Margreteh Christensen. Hans far Jochum Andersen var baptist, på trods af det var han døbt i

folkekirken, men ikke konfirmeret. Arrestanten havde opholdt sig forskellige steder vestpå. Han blev i foråret 1882 gift i Vorbasse med Else Mettea Andersen, som boede hos sin søster i Vorbasse. Efter nogle få uger forlod den nygifte Christen konen i sommeren 1882. Han arbejdede herefter forskellige steder på Horsensegnen. I marts 1883 kom han til at tjene på Østedgaard og tjente der indtil 1. maj 1885. Næsten samtidigt kom Christine Olsen til Ødstedgård. Han havde, siden de kom til at tjene sammen, stået i erotisk forhold til hende, men de var egentlig ikke kærester, og ægteskab havde der aldrig været tale om.

 

Omkring nytår 1884 mødte hans kone op på Østedgård, da hun havde erfaret, hvor han opholdt sig. Derved fik Christine Olsen at vide, at han var gift, hvilket dog ikke ændrede noget i deres forhold. Hans kone Else Mettea tog derefter plads på Ravnholtgård i Gesten sogn. Han fortsatte sit forhold til Christina Olsen helt frem til, at hun skulle forlade Østedgaard den 1. november 1884. På det tidspunkt var han i stor pengeforlegenhed. Han havde brugt hele sin løn, selvom han havde aftalt med sin kone Else Mettea, at de skulle leje en fælles bolig i Folsted. Han havde ikke penge hverken til huslejen eller til hendes daglige underhold.

 

Han vidste, at Christina Olsen havde opsparet sin løn, og i den anledning måtte hun have et ret stort tilgodehavende til udbetaling, når hun forlod Østedgård. Det var disse penge, Christen Jochumsen gerne ville sætte sig i besiddelse af.

Han kunde jo nok have taget dem fra hende uden at slå hende ihjel, men så ville hun nok melde ham for røveri. Pengene ville han under alle omstændigheder have fat i, derfor besluttede han, en uge før hun skulle rejse, at myrde hende.

 

For at hans plan skulle lykkes, var det nødvendigt at blive alene med hende om aftenen. Han digtede derfor historien om, at hun kunne få hans kones plads på Ravnholtgård. Da man i Danmark altid mødte i den nye plads om morgenen, var det bedste, at hun tog nattoget kl. 4. fra Fredericia natten efter den 31. oktober mod Lunderskov. Den eneste sandhed i historien var, at hans kone skulle rejse fra Ravnholtgård. Han havde ingen aftale om, at Christina skulle overtage pladsen.


Tegningen er venligst stillet til rådighed af: jernbanekilder.dk/Danmarks Jernbanemuseum

Han aftalte med Christina, at de skulle mødes ved et jernbaneled mellem Pjedsted og Bredstrup. Stedet lå 1.000 meter sydvest for Østedgård, ikke langt fra den mergelgrav, hvor han havde planlagt, at ugerningen skulle finde sted.

Christen Jochumsen kom den aftalte aften gående langs banelinjen fra Pjedsted, og var ved det aftalte sted kl. 20. Christina var på det tidspunkt allerede kommet. De havde ikke aftalt, at de skulle tage med toget fra Pjedsted til Fredericia, som passerede Pjedsted omkring kl. 20.30.

Christen bemærkede at Christina var alene, og der var ingen andre personer i deres nærhed.

Han foreslog herefter, at de kunne fordrive noget af ventetiden inden turen til Fredericia, til at deltage i et gilde hos husmand Peder Christian, som boede i et hus på Østedgård mark. Huset lå på deres vej til Fredericia jernbanestation. På vej til dette hus kom de forbi mergelgraven. Her satte de sig ved nogle buske på den sydvestlige side, Christina sad på Christens højre side. Hun lagde sit grå sjal i græsset, hun havde et par læderstøvler i hånden, som hun satte fra sig. Efter hvad han huskede havde hun et tørklæde på hovedet. Hendes øvrige bagage var en form for vadsæk lavet af en gammel gødningssæk, den indeholdt alt hendes tøj. De sad og talte sammen et kvarters tid.


Da han besluttede, at nu skulle ugerningen udføres, væltede han hende om og greb hende med den ene hånd fast om struben. Hun udstødte et par hyl og strittede imod, men han holdt fast og fik hende nedad en skråning og ud i vandet. Her holdt han hendes hoved under vandet omtrent en 5 Minutters tid, indtil al bevægelse ophørte og livet var udslukket. Han holdt hele tiden, medens hovedet var under vandet, sin hånd fast trykket mod struben. Under handlingen var han selv ude i vandet omtrent til knæene, men der var dengang ikke nær så meget vand i graven som nu, og skråningen var ikke stejlere end, at han kunne få fodfæste der.

Da han var sikker på, at livet var udslukt, trak han liget ind til land, undersøgte det for at finde pengene, først i lommerne og derefter på brystet, hvor han fandt pengene (58 Kroner). Herefter tog han hendes ene strømpebånd, fyldte skørtet med ler, ombandt dette med strømpebåndet, så at det dannede en pose. Herefter skubbede han liget så langt ud i mergelgraven, som han kunde nå, hvor det straks sank ligeud for det sted, hvor han havde myrdet hende.

Han plyndrede ellers ikke liget og tog ikke hendes fodtøj. Efter hvad han huskede, havde hun fjedersko på, og dem beholdt liget på. Herefter tog han sækken med hendes gamle tøj, han fjernede intet af indholdet, fyldte sækken med sten og ler og kastede den ud i graven på det samme sted. Han tog derefter, foruden pengene, sjalet og støvlerne og gik straks tilbage til Østedgård. Han var sikkert blevet våd på fødderne, men ikke videre snavset på hænder og arme. På Østedgård gemte han de tilegnede genstande i sit skab. Han talte kort med svinerøgteren Niels, der spurgte ham, hvor han havde været. Hertil svarede han, at han havde været et ærinde i Pjedsted. Kort efter gik han op til Peter Christian på Østedgård mark til de andre karle. Han antager, at klokken dengang måtte være omtrent 21.30, men muligvis har han taget fejl i sin tidsberegning. Han deltog med de andre karle i deres gilde og vendte hjem til Østedgård henad kl. 24 hvor alle straks gik til ro.

Christen Jochumsen forklarede i retten, at han ikke før drabet tænkte på, hvilken skrækkelig gerning det var, han planlagde. Hans tanker var udelukkende rettet på de mange penge, der kunne blive hans.

Da mordet var udført, gik sagens uhyrlighed op for ham og han blev fyldt med rædsel, men da var det for sent at fortryde mordet.

Han fortsatte sin usømmelige levevis efter mordet, idet han nu fortsatte med et utugtigt

forhold til Amalie, en anden tjenestepige på Østedgård. Amalie var allerede gravid, da de optog deres samliv.

Christen Jochumsen havde hele tiden været sikker på, at mordet ville blive opdaget på et tidspunkt.

Han havde hele tiden siden sin ugerning været plaget af samvittighedsnag og skræk for følgerne. For at dulme sine tanker begyndte han at drikke noget mere, end han plejede, hans drikfældighed var i forvejen høj.

 

Den 1. november 1884 lånte han en vogn på Østedgård, kørte sit tøj til det hus, han havde lejet til sin kone i Folsted. Herefter tog han med toget til Lunderskov, fortsatte til Ravnholdtgård for den næste dag at rejse tilbage til Folsted sammen med konen. Han holdt et par fridage i den nye lejlighed, inden han den 5. november genoptog sit arbejde på Østedgård.

Den 1. maj her i 1885 ophørte hans ansættelse på Østedgård. Han rejste herefter fra Folsted sammen med konen den 2. maj til Lindknud, hvor han blev anholdt natten mellem 5. og 6. maj.

Onsdag den 3. juni 1885 Christen Jochumsen var blevet hentet i sin celle, han fik oplæst en rapport, som var afleveret af arrestforvarer Jeppesen. Rapporten indeholdt alle arrestantens opholdssteder fra 1870-1885.

Arrestanten berigtiger indholdet. Næste punkt var de støvler, som var blevet tilsendt retten fra herredskontoret i Holsted. Christen kan genkende dem som de støvler, Christina havde i hånden, da de mødtes den 31. oktober 1884. Støvlerne forærede han sin kone med den forklaring, at han havde købt dem af en pige på Østedgård, som ikke kunne indløse dem ved skomageren.

Sjalet var det, Christina havde med den samme aften. Dette havde han også givet konen med den forklaring, at han havde købt det i Fredericia.

Den fundne sko lignede dem, Christina havde på, men hun havde begge sko på, da hun blev kastet i mergelgraven. Den manglende lå sikkert på bunden af graven.

Tirsdag den 9. juni 1885 er der igen retsmøde i Fredericia men uden deltagelse af den sigtede. Der er indkommet 4 straffeattester, og den skriftlige obduktionserklæring er nu blevet afleveret til retten. Dommeren bemærker, at arrestantens forklaring stort set passer med obduktionsrapporten, men for en sikkerheds skyld skal den sendes til gennemsyn i Sundhedskollegiet.

Den 28. maj havde man sendt forespørgsel til politiet i Kalmar, om nogen savnede Christina. Da de svenske myndigheder ikke havde reageret, rykkede man for et svar.

Onsdag den 8. juli 1885 Endelig har retten modtaget besked fra Kalmar. Nu har retten modtaget hendes korrekte navn: Christina Olsdatter, og samtidigt fulgte oplysninger om familien. Hendes broder Peter Olsson ønsker liget udleveret til begravelse i deres familiegravsted, han ønsker også hendes værdier og kontanter tilsendt

Dommeren mente, at sagen nu var tilstrækkeligt belyst, der manglede kun svar fra Sundhedskollegiet. Næste opgave var at ledsage arrestanten til gerningsstedet, hvor han på åstedet skulle vise vejen, de gik, hvor de sad og hvordan han udførte mordet.

Onsdag den 22. juli 1885 På Fredericia rådhus holdes igen et retsmøde i sagen. Sundhedskollegiet har set på sagen og har ikke noget at tilføje, bortset fra, at man ikke med sikkerhed kan sige, om døden indtraf før eller efter, pigen var bragt ud i vandet. 

En indsendt dåbsattest fra Veerst sogn viste, at den arresterede ikke, som han selv havde oplyst, hed Christian Ole Jochumsen, men er døbt Christen Olufsen Jochumsen, samme navn er også brugt ved hans vielse i Vorbasse. Christen stiller sig lidt uforstående overfor det navn, han ikke kendte noget til, men  fødested og dåbsdag passer på ham. Retten kunne tage kontakt til hans far Jochum Andersen, der boede i Læborg sogn, han måtte kunne forklare sagens sammenhæng.

Christen måtte gentage sin forklaring om mordet. Han vender tilbage til sin dårlige samvittighed. Han fortryder sin handling, og han er klar til at tage sin dødsstraf.

Torsdag den 23. juli 1885 Retten var rykket til markerne på Østedgård. Christen Jochumsen forklarede om sin handling og viste vej. Der bliver lavet en tegning over området. Retten skønnede, at den forklaring arrestanten er kommet med, øjensynlig var den rigtige.

Onsdag den 29. juli 1885 Denne dag afholdes det sidste retsmøde, inden dommen over Christen Jochumsen afsiges. Pastor Schack i Bredstrup havde indsendt en skrivelse med beskrivelse af de samtaler, han havde haft med arrestanten. Denne havde under sin arrestation fuldstændig ændret sind.

Navneforviklingen var nu afklaret, og fremover ville navnet være Christen Ole (eller Olufsen) Jochumsen.

Dommer og herredsfoged Becher kom med et længere indlæg, som viser, at han havde et godt forhold til arrestanten. (Vises her med den originale tekst)

” Førend jeg afslutter Forhøret, maa det være mig tilladt at gjøre nogle Bemærkninger om det indtryk, Arrestanten har gjort paa mig, hvilke Bemærkninger formeentlig ville have sin Interesse, da jeg er den eneste af Arrestantens Dommere, der kommer i personlig Berøring med Ham.

Allerførst maa jeg da bemærke, at det maa ansees for utvivlsomt at Arrestanten lige fra det Øieblik, han udførte Gjerningen, har været plaget af Samvittighedsnag. Et Bevis paa dette turde formentlig søges deri, at han strax bekjendte sin Brøde og ikke har gjort det fjerneste Forsøg paa at pynte paa den, det vilde dog have ligget temmelig nær for ham, hvis han havde tænkt paa at besmykke sin Gjerning noget, da det i mindste at forsøge paa at fremstille Sagen, som om Gjerningen havde været fristet af en Øjeblikkelig Indskydelse, medens han derimod strax næsten uden at være spurgt derom forklarede, at ham havde tænkt paa Gjerningen en otte Dages Tid.

Hele den Forandring der under Arrestationstiden er foregaaet med Ham tyder ogsaa paa, at hans anger er oprigtig. Der var i Begyndelsen noget skulende over ham, hvilket i og for sig efter omstændighederne ikke var Paafaldende. Dette er imidlertid nu anderledes forsvundet. Hans Blik er roligt og aabenbart, han taler jævnt og ligefrem og erkjender sin Gjerning som en stor Synd, for hvilken han maa lide ogsaa den borgelige Straf. Han ved han har fortjent Døden, og han haaber, at han med Ro og Fatning vil kunde gaa den i møde.

Hele hans Personlighed er nu langt fra frastødende, ja man kan endog saa sige, at der var noget tiltalende ved hans bestemte Udtalelse om at han fortjente Døden og han bereder sig paa at lide den.

Hvorledes han er bleven den store Forbryder, han er, er jo en Gaade som ikke saadan kan løses. Det ligger nærmest at antage, at han ved fortsat svir og Liderlighed for en Tid er bleven mere et Dyr end et Menneske. Det er vel ogsaa derfor, at der nu over ham er en vis Løftelse idet han føler, at han gjennem aandelig Lidelse, som først kunde blive frugtbringende under afsoningen og tvungen Afholdenhed, igjen er blevet til et Menneske.”

Historie i øjenhøjde.

Vi fortæller historierne om samfundets udskud - dem der ellers ikke er nogen, der fortæller om. Alle har krav på at få deres historie fortalt, også dem på samfundets bund. Vi har forsøgt at vende hver en sten i de sager, vi har kigget på. Arkiverne bugner, så det er bare med at gå i gang, hvis du selv har kriminelle i din slægt.