Den skyldige straffes

kriminalhistorie.dk

FORTÆLLINGER OM KRIMINELLE I 1800-TALLET

Den skyldige straffes

Nu var der gået 3½ måned siden arrestationen, alle de indsamlede oplysninger og undersøgelse var tilendebragt, sagen var således fuldt opklaret.

 

Opklaringsarbejdet havde haft Herredsfoged Hans Nobel Becher, Fredericia, som leder, Samme Becher var på den tid dommer i Fredericia med tilhørende herredsretter. Det var helt efter den tids orden at politimyndigheden og dommermyndigheden lå hos samme person.

 

I 1885 d. 26. august kl. 11.00 blev der på Fredericia Rådhus afsagt dom over Christen Jochumsen. Sagen var berammet som en ekstraretssag under Elbo med fl. Herreder.

Den anklagede Christen Jochumsen, som var sigtet for at have myrdet den svenske tjenestepige Christina Olsdatter, havde siden den 6. maj 1885 tilbragt tiden i en celle på Fredericia Rådhus.

 

Tilstede i retten var:

Dommeren Hans Nobel Becher

Anklageren Jens Thøger Bartholin Obel

Forsvareren Carl Evald Rothe

 

Domsmændene var alle sognefogeder fra Fredericia egnen:

Gårdejer og dannebrogsmand Jens Pedersen Ousen, Igum.

Aftægtsmand og Dannebrogsmand Jørgen Hansen, Pjedsted.

Gårdejer Søren Hansen Sørensen, Bredstrup.

Gårdejer Jens Gyde Andersen, Kongsted.

 

Retsvidner var de efterhånden kendte personer:

Lorentzen og Damgaard.

Anklagerens indlæg i justitssagen mod arrestanten Christen Ole eller Olufsen Jochumsen.

Den beskikkede anklager, advokat Jens Thøger Bartholin Obel var efter ordre fra Vejle Amt den 4. august 1885 tildelt sagen mod den anklagede Christen Jochumsen. Opgaven var, at han skulle anklages efter straffelovens § 190 og § 243.

Udgangspunktet var de afholdte forhør ved Elbo Herredsret, hvor der blev henvist til 22 sagsakter fra 2. maj til 29. juli 1885.

Direkte afskrift:

Ved egen Tilstaaelse, der fuldstændig stemmer med det ved Forhøret Oplyste er det Klarligt bevist, at Arrestanten har gjort sig skyldig i overlagt Drab paa Pigen Christina Olsdatter født i Halltorp, Kalmar Len i Sverrige, den 20 Februar 1854, samt i Røveri, og han har begaaet disse Forbrydelser under følgende Omstændigheder:

Christina Olsdatter kom i Sommeren 1883 i Tjeneste paa Østedgaard, hvor Arrestanten siden 7. Marts 1883 havde tjent som Røgter. Strax efter hendes ankomst til Gaarden opstod der et intimt Forhold mellem hende og Arrestanten, der havde fordulgt at han var gift og dette Forhold, under hvilket Arrestanten og Christina jevnlig havde legemlig Omgang med hinanden, fortsattes uforandret, saalænge Pigen var paa Gaarden, trods det, at hun senere ved Arrestantens Hustruens Nærværelse paa Gaarden ved Nytaarstid 1884 var kommen til Kundskab om, at han var gift. Arrestanten, der altsaa ikke saalænge hans Ægteskab bestod har kunnet tænke paa at gifte sig med Christina, vil heller ikke noensinde have tilbudt hende, for hvem han ikke nærede nogen inderlig Følelse, Ægteskabet, i den Forbindelse, for hans Vedkommende i alt Fald, udelukkende skyldtes Arrestantens Trang til at tilfredsstille sin Sandselighed. Under disse Omstændigheder bliver det muligt, at der hos

Arrestanten kunde opstaae den forfærdelige Tanke at dræbe Pigen, for at berøve hende hendes opsparede Løn og derved hjælpe sig selv ud af en Pengeforlegenhed. Arrestanten, hvis første Tanke kun gjaldt at komme i Besiddelse af Pengene, indsaa imidlertid, at han ved alene at fravende hende Pengene udsatte sig for anmeldelse, opdagelse og straf, og han fattede derfor ogsaa strax den Hensigt at Dræbe hende. Disse Planer lagde Arrestanten omtrent 8 Dage før den Tid da Christina Olsdatter skulde forlade sin Tjeneste, nemlig den 1. November 1884, og for bedre at kunne iværksætte den indbildte han Christina, som ingen Condition havde, at hun kunde faa den Plads som hans Kone skulde fratræde den 1 November 1884 paa Ravnholdtgaard, men at hun da maatte reise dertil den 31 October om aftenen for at være paa Gaarden den 1ste Novbr om Morgenen. Arrestanten havde nemlig dengang allerede besluttet ikke blot, at han ved nævnte Leilighed vilde dræbe og plyndre Christina, men ogsaa, at han vilde forøve Gjerningen ved den Mergelgrav paa Østedgaards Mark, hvor Liget senere blev fundet. – Arrestanten aftalte derfor med Christina, at hun om Aftenen den 31 October naar hun forlod Ødstedgaard skulde mødes med ham ved en nærmere betegnet Jernbanebom, og her traf de da ogsaa hinanden. Arrestanten foreslog nu Christina, eftersom det endnu var saa tidligt – Klokken antages at have været 8 – og hun altsaa havde god Tid til at naae Fredericia. At de skulde gaae over til en Husmand paa Østedgaards

Mark, der er gift med Arrestantens Søskendebarn, og hvor der netop samme aften i Anledning af nogle Karles afreise fra Ødstedgaard var Gilde. Hun indvilligede heri og Arrestanten og Christina begave dem da tvers over Ødstedgaards Mark i Retning efter Gildehuset. Paa denne Vej kom de ifølge Arrestantens tidligere trufne Bestemmelse til Mergelgraven. Der satte de sig ned paa Kanten af Graven og talte sammen et Kvarterstid. Da han nu besluttede, at Gjerningen skulde udføres, væltede han hende om og greb hende fast om Struben og skjøndt hun stred imod og ved denne Leilighed udstødte nogle Skrig, fik Arrestanten hende trukket ned ad Skraaningen til Vandet, og idet han selv gik ud i dette indtil Knæerne tvang han, stadig holdende fast om struben, Christinas Hoved ned under Vandet, hvor det forblev i ca 5 Minnutter, indtil Arrestanten af enhver Bevægelses ophør, kunde slutte, at Livet var udslukket. Det skal her bemærkes, at Arrestanten ikke tør sige om det har været hans Hensigt at kvæle Christina forinden han Kastede hende i Vandet og efter Sundhedskollegiets Formening tør det ikke med Sikkerhed siges, at hun er død ved Kvælning – Arrestanten trak nu Liget iland, ransagede det og udtog fra Brystet de 58 Kr, som Christina ved afregning havde modtaget i Løn. Han Tilegnede sig Pengene samt 1 Schavl (Red. sjal) og et Par Støvler, som Christina havde sat fra sig medens de sad ved Mergelgravens Kant hvorimod han, efter først at have fyldt Ligets Skjørter med Leer, og dermed foranlediget, at det, atter skudt ud i Mergelgraven, strax sank tilbunds, ligeledes nedsænkede i vandet en Pakke Tøi, som Christina havde ført med sig. Da dette var besørget, gik Arrestanten hjem til Østedgaard, hvor han i sit Skab skjulte de røvede Penge, Schavl og Støvlerne. Efter et kort ophold på Gaarden under hvilket han talte med en medtjener, paa hvis Spørgsmaal om hvor han havde været, han svarede, at han havde været i Pjedsted, hvor han tidligere for Christina Olsdatter havde opgivet at han bemeldte aften havde et Ærinde at forrette, begav han sig hen til den ovenfor nævnte Husmand, hvor de andre bortreisende Karle var samlede til Gilde. Om naar Arrestanten ankom dertil er der lidt Uoverensstemmelse, idet Arrestanten mener at han kom til Kl 9½ medens det fra anden Side, vistnok rettere  opgives, at han indfandt sig Kl 11. I hvert Fald kom Arrestanten tidlig nok til at deltage med de andre Karle i deres Gilde og fulgtes med dem hjem Kl 12. Dagen efter hentede Arrestanten sin Kone til Folsted og efter en Fraværelse paa 4 Dage kom han den 5 November tilbage til Østedgaard hvor han forblev indtil 1 Maj da hans Tjeneste ophørte og han med Hustruen flyttede til Lindknud Hede, hvor han efter Forbrydelsens Opdagelse blev anholdt. – De røvede Penge forbrugte Arrestanten og Schavlet og Støvlerne forærede han sin Hustru, hvem disse Gjenstande senere er fra 

tagne.

Det er oplyst at Arrestanten er af raa og voldsom Natur, at han under sit ophold paa Østedgaard hele Tiden har ført et utugtigt Levnet og navnlig efter Mordet paa Christina Olsdatter har staaet i lignende Forhold til en anden svensk Pige paa Gaarden, samt at han er hengiven til Drik, hvilken sidste Tilbøielighed synes at være tiltaget i det halve Aar han efter Mordet opholdt sig paa 

Østedgaard. Der kan imidlertid ingen Tvivl være om Arrestantens Tilregnelighed, hvorom ogsaa hans Erkjendelse af, at han, efter at Gjerningen var forøvet, følte sig slagen af Rædsel over det skete, vidner, ligesom ogsaa den Omstændighed, at Arrestanten ikke har tvivlet om, at hans Forbrydelse vilde blive opdaget og at han har været plaget af Samvittighedsnag og Skræk for Følgerne. Det var, siger Arrestanten, for at døve sin Samvittigheds Røst, at han drak, og han, med hvem der under hans Fængsling, er foregaaet en fuldstændig Forandring i psyckologisk Henseende, angrer nu oprigtigt og bittert sin Gjerning, hvis hele Forfærdelighed nu staar ham tydelig, medens tidligere hans raa natur og hans kjente Haardhed gjorde ham uimodtageligt for enhver pludselig vaagnende bedre Følelse.

Ifølge det anførte formener jeg af Arrestanten der er født paa Thorsted Mark i Veerst Sogn den 13 September 1857, døbt i Veerst Kirke den 22. November s. A., men ikke confirmeret, og som ikke vides tidligere at være tiltalt og straffet bør ansees med Straf efter Lov 10 Februar 1866 § 190 og 243 samt tilpligtes at udrede Sagens Omkostninger.

 

Af den Dræbtes Bo eller andre er ingen Paastand om Erstatning nedlagt.

 

Thi bliver herved min ærbødige Paastand, at Arrestanten straffes paa Livet og tilpligtes at udrede alle af Forundersøgelsen og Aktionen lovlig flydende Omkostninger, derunder Salair til mig som anklager. Dermed indlades Sagen under fornødent Forbehold til Dom.

Fredericia, d. 11 August 1885

Ærbødigst

Obel

Sagfører

Rothe var stort set enig med anklagerens udlægning af sagen.

Dog var der et par bemærkninger:

Der var et par modstridende oplysninger om, hvilken hånd Christen Jochumsen brugte, da han kvalte Christina Olsdatter, men dette skyldtes sikkerten hukommelsesfejl hos arrestanten.


Rothe bemærkede, at Christen Jochumsen ikke var en hærdet forbryder, hvis han havde været det, ville han ikke havde genoptaget sit arbejde på Østedgaard. Han ville have været flygtet fra området. Derimod tilstod han omgående sin ugerning, og ikke som mange andre forsøgte at undgå sin straf.

Forsvarerens indlæg i justitssagen mod arrestanten Christen Ole eller Olufsen Jochumsen.

Den beskikkede Defensor (Red. Forsvarer) var Carl Evald Rothe var efter ordre fra Vejle Amt den 4. august 1885 tildelt sagen mod den anklagede Christen Jochumsen.

 

Christen Jochumsens følelsesliv havde ikke været normalt, ide han forlod sin kone uden at give besked. Selvom han var gift, indlod han sig i utugtige forhold med 2 forskellige piger.

 

Arrestanten havde under sin arrestation angret hele sin livsførelse og ugerning.

 

Rothe mente ikke at Christen Jochumsen skulle anklages efter § 243 men efter den noget mildere § 250. Nu blev slutresultatet sikkert det samme for arrestanten. For mordet vilde han uvilkårligt blive dødsdømt, så om tillægsstraffen for at tage Christinas penge, var fængsel på 2 eller 10 år vilde ikke ændre på dødsdommen.

Dommen

Dommeren Hans Nobel Becher samlede før afsigelsen sine meddomsmænd for at orientere dem om sagen, og alle var enige om at Christen Jochumsen skulle dømmes efter § 190 (Dødsdom)

Christen Jochumsen blev hentet ind i retten, her fik han lov at stå, uden at være belagt med ”jern”, for at høre dommen blive læst op. Se dens fulde ordlyd her.

 

Selve dommen afsluttes med:

Arrestanten vil derfor være pligtig til at udrede alle af denne Sag flydende Omkostninger, derunder Salair til Actor, Sagfører Obel, 40 Kr. og til Defensor, Overretssagfører Rothe 30 Kr.

Sagsførelsen har været forsvarlig.

 

Thi kjendes for Ret:

Arrestanten Christen Ole eller Olufsen Jochumsen bør straffes paa Livet.

Han vil derfor have at udrede alle af denne Sag flydende Omkostninger, herunder Salair til Aktor Actor, Sagfører Obel, 40 Kr. og til Defensor, Overretssagfører Rothe 30 Kr.

Alt Efterkommes under Adfærd efter Loven.

 Becher, P. Ousen, I. Hansen, S. H. Sørensen. I. G. Andersen.

 

Efter afsigelsen blev Christen Jochumsen igen indsat i arresten.

På trods af at Christen Jochumsen havde været tilstede i retten, blev dommen igen forkyndt for han, en uge senere i arresthuset, af de stedlige stævningsmænd.

 

 

Nyhederne

2. september 1885

Sagen blev anket til Viborg Landsoverret

Deres afgørelse faldt mandag den 12. oktober 1885.

 

Resultatet hjalp ikke Christen Jochumsen, derimod fik han en regning fra advokaterne.

Thi kjendes for Ret.

Underretsdommen bør ved Magt at stande, dog således, at Salærerne til Aktor og Defensor for Underretten bestemmes til 25 Kr. til den første og 20 Kr. til den sidste.

I Salær til Actor og Defensor for Overretten, Cancelliraad Møller og Justitsraad Neckelmann, betaler Arrestanten 25 Kr. til hver.

At efterkommes under Adfærd efter Loven.

Næste stop i rækken af anken på dødsdommen var Højesteret.

Sagen blev taget op tirsdag den 15. december 1885 i København.

 

I Dombogen er sagens afgørelse noteret, det blev en stadfæstelse af landsoverrettens dom.

 

Selve domssagen blev udfærdiget som en kopi der blev sendt til Elbo Herredskontor 29. marts 1886.

 

I højesteret var der flere jurister som deltog i votering af sagen, igen uden det hjalp på Christen Jochumsens situation.

Straffenedsættelse.

Selv om Christen Jochumsen nu var dødsdømt ved Herredsretten, Landsoverretten og Højesteret, var der stadig et spinkelt håb om benådning.

 

Pastor Carl Viggo Gøtzsche præst ved Sct. Michaelis Kirke i Fredericia sendte en benådningsansøgning på vegne af Christen Jochumsen til Justitsministeriet. De behandlede sagen den 10. marts 1886 og indstillede til majestæten, at fangen skulle have eftergivet sin dødsdom og i stedet skulle indsættes i tugthus på livstid.

 

Den 12. marts 1886 underskrev Christian d. 9 dokumentet i København. (Link)

 

Under hele sagen, havde Christen Jochumsen tilbragt tiden i Fredericia arrest, han havde ikke været tilstede og talt sin sag i hverken Landsoverretten eller Højesteret. Ved disse retsinstanser var det jurister der udtalte sig på hans vegne. Efter 328 dage i Fredericia, blev han den 29. marts 1886 sendt til Statsfængslet i Horsens, hvor han skulle opholde sig resten af sine dage.

 

Nyhederne

18. marts 1886

Statsfængslet i Horsens

”Alias Horsens tugthus”

Christen Jochumsen ankom til Horsens kl. 10.30 om formiddagen den 29. marts 1886, og blev indlogeret som fange nr. 11. Se oplysningerne i Stambogen.

 

I mappen med oplysninger om fange nr. 11 lå den allerede præsenterede højesteretsdom og benådningen.

Desuden var der en relation med yderligere

oplysninger om personlige forhold. 

 

Det livsvarige ophold blev afsluttet den 6. oktober 1898 hvor Christen Jochumsen afgik ved døden.

Det har ikke været muligt at få adgang til kirkebogen på Rigsarkivet i Viborg, da den pågældende kirkebog først er udskrevet i 1973.

Historie i øjenhøjde

Vi fortæller historierne om samfundets udskud - dem  der ellers ikke er nogen, der fortæller om.  Alle har krav på at få deres historie fortalt, også dem på samfundets bund. Vi har forsøgt at vende hver en sten i de sager, vi har kigget på. Arkiverne bugner, så det er bare med at gå i gang, hvis du selv har kriminelle i din slægt.